Elsa (80) har travlt. Faktisk så travlt, at hun næsten ikke har tid til at blive
fotograferet.
– Kan du ikke bare sende en mail. Jeg ved ikke lige, hvornår jeg er
hjemme, svarede hun til, hvornår hun kunne træffes ved telefonen for
at aftale nærmere.
Selvom hun har kunnet kalde sig folkepensionist i 15 år og får hjælp af
rollatoren til at holde balancen, så har hun helbred og lyst til at gøre
noget for de ældre i området.
Inden Elsa for 11 år siden flyttede hertil, undersøgte hun, om der var
et plejehjem, hun kunne komme og lave kaffe på. Det var der, og så
tænkte hun, at det nok skulle gå med den flytning.
Det har lidt efter lidt grebet om sig og er blevet til meget mere end at
lave kaffe. Hun synes, det er sjovt at hjælpe andre, og efterhånden har
hun næsten mere travlt nu, end da hun arbejdede.
Hun er blandt andet med til at arrangere banko, gymnastik, julemarked
og andre aktiviteter året rundt. Hun bager kager og går ærinder for
folk, der er syge. Hun hjælper også folk til at komme mere ud, når de
sidder lidt for meget for sig selv.