”Byens bedste post” står der bag på Pouls gule vest. Hans hænder
løfter sig ofte til hilsen på ruten gennem byen. Friske bemærkninger
flyver gennem luften, for han er blevet et kendt ansigt i løbet af sine tre
år med tjansen som frivillig post.
Den gule vest er en gave fra en af de ti forretninger i byen, som han
dagligt hjælper med breve og banksager. For butikken skal jo passes,
og når det er fyraften, har bank og posthus lukket.
Poul er en stor hjælp, fortæller folk rundt om på hans rute. Der er ingen
tvivl om, at begge parter får noget ud af samarbejdet og ville have
svært ved at undvære hinanden i dagligdagen.
Det startede for nogle år siden med, at de tidligere ejere af en
fotoforretning spurgte, om han kunne gøre dem en tjeneste og tage
breve med på posthuset. Siden begyndte han at tilbyde andre
forretninger sin hjælp.
Poul er født spastiker. Hænderne ryster og har altid gjort det. Selvom
han nu kan kalde sig pensionist, har han brug for at holde sig i gang
med sin rute. Den giver dagene indhold og mening.
To gange om dagen, formiddag og eftermiddag, kigger han forbi for
at høre, om nogle af butikkerne skal have noget med på posthuset.