Er du blevet alene med hjemmeboende børn?

familie netværk

Nyt netværk for efterlevende forældre med hjemmeboende børn.

Ikast-Brande Lokalforening opstarter nu netværk for yngre efterlevende
forældre, som har mistet en partner til kræft, og hvor der er hjemmeboende
børn. Netværket startes på initiativ af Ann Marie R. Poschwatta, som har mistet
sin mand og har 2 piger.

” Da jeg mistede min mand for mere end 7 år siden, fik mine piger hjælp af Kræftens Bekæmpelse i
en sorggruppe. Mens pigerne var i gruppe, sad jeg og de andre forældre, og snakkede sammen
om, hvad vi havde været ude for, og hvem vi havde mistet. Vi snakkede om mange problematikker
med børnene og om de mere praktiske ting i hjemmet. Det var bare så rart, at der var
flere ligesom jeg, der også havde problemer med de små ting i hverdagen. De var heller ikke
perfekte. Vi havde så meget fokus på børnene, at jeg først senere fandt ud af, at det jo faktisk
havde været min sorggruppe blot uden navn, og uden at jeg vidste, om de kørte deres børn
næste gang. Det var en kæmpe hjælp.”

Ann Marie har tidligere forsøgt at finde et tilbud for yngre efterlevende men uden held på
daværende tidspunkt. På baggrund af dette opstarter hun nu et netværk i Ikast-Brande
Lokalforening, som skal bruges som et frirum for andre i samme situation.

Formålet er, at børn og forældre kan finde et sted, hvor der er plads til uformelt samvær i et
netværk, hvor det ikke er tabu, at tale om det som man har mistet. At se en genkendelighed
hos andre. I det hele taget hygge sig sammen i de naturskønne omgivelser på Ruskjærholm. ”
Vi vil f.eks. lave bål i bålhytten, gå på skattejagt og sammen finde på nye aktiviteter. Og måske
tale om alt muligt andet end det, som er svært. Her er plads til alt”, siger Ann Marie R.
Poschwatta.

Første gang er lørdag d. 2.11. fra 11.00 – 15.30.
Vi griller nok en pølse over bål, laver skattejagt og drikker en kop kaffe sammen.
Kort sagt starter vi med at lære hinanden lidt at kende.

Netværksgruppen mødes hver 2. til 3. måned alt efter ønsker og behov på Ruskjærholm,
Ruskærvej 19, 7441 Bording. Ruskjærholm er en gård, som ejes af Kræftens Bekæmpelse.
Ved interesse kan Lokalforening Ikast-brande kontaktes:
Ann Marie R. Poschwatta: 40 45 31 03
[email protected]