I Ikast-Brande Kommune er vi mange der er optaget af at forebygge og bryde med ensomhed. En vigtig brik i denne kamp er meningsfulde og inkluderende fællesskaber. Sociale relationer og fællesskaber er vigtige for os alle hele livet igennem. De giver støtte, tryghed og også opbakning i perioder, hvor livet ændrer sig meget eller byder på modstand.
I hele Ikast-Brande Kommune kan vi bryste os af, at være hjemsted for et stærkt foreningsliv, med fællesskaber for en bred målgruppe. Mange forsøger kontinuerligt på tværs af organisationer, foreninger og kommune, at arbejde målrettet sammen om, at alle inviteres ind i et inkluderende fællesskab. Dette samarbejde tager udgangspunkt i, at nogle af de vigtigste elementer for at styrke den mentale sundhed er at gøre noget aktivt og meningsfuldt – sammen.
Covid-19 har begrænset adgangen til mange af de fællesskaber, som er så vigtige, og derfor er det måske mere relevant end nogensinde, at skabe en uge med fokus på fællesskaber. Ugen kalder vi ”FÆLLESSKABSUGE i Ikast-Brande”.
I løbet af Fællesskabsugen, fra d. 1. – 10. oktober, ønsker vi i samarbejde mellem foreningslivet, frivillige og kommunale tilbud, at sætte fokus på og styrke eksisterende fællesskaber samt muliggøre nye. Vi håber, at det vil føre til, at endnu flere af os bliver en del af nogle af de fantastiske fællesskaber vi allerede har, og at nogle af de nyetablerede aktiviteter vil bestå som meningsfulde fællesskaber, så vi sammen kan bryde ensomhed.
OBS! Du kan se det samlede program for arrangementer og aktiviteter i Fællesskabsugen, her på siden efter d. 22. september.