Er du mellem 30-60 år og uden for arbejdsmarkedet?

Måske på grund af en langtidssygemeldning, førtidspension eller noget helt tredje?

Måske oplever du at..
… dagene er lange og uden kollegiale relationer?
… der kan gå lang tid imellem, du rigtig taler med nogen? … din omgangskreds er svundet ind – eller ikke eksisterende?

Det kan være svært at sige højt, at man er ensom.
Men det hjælper, og du er ikke alene!

Hvad er en selvhjælpsgruppe?

En selvhjælpsgruppe består typisk af ca. 8 personer, der alle på deres egen måde oplever ensomhed.

Årsagen til ensomheden er underordnet, i gruppen er det blot en fællesnævner.

Alle har ressourcer, alle kommer med egne livsvilkår og udfordringer – selvhjælp er at bruge ressourcerne – sammen!

I en selvhjælpsgruppe møder man mennesker, der står i samme situation som en selv.
Man oplever, at man ikke står alene med sin udfordring, og at andre har lignende erfaringer, oplevelser og følelser.
I gruppen har alle tavshedspligt, og deltagerne bestemmer selv, hvad man ønsker at dele.
Men husk at dine tanker og erfaringer kan hjælpe andre i gruppen.

Om forløbet:

Selvhjælpsforløbet hos Frivilligcenter Ikast-Brande er målrettet 30-60 årige uden for arbejdsmarkedet, der har oplevet ensomhed gennem længere tid.

Rammerne for forløbet er en selvhjælpsgruppe på 6-8 deltagere med to facilitatorer.
Man mødes 8-10 gange på en fast ugedag i 1,5 time.
Facilitatorerne er frivillige, der har været på kursus i facilitering af forløbet og er klædt på til at skabe gode rammer for deltagerne.

Inden gruppen starter op, kommer du til en forsamtale med en facilitator og Jeanette Minet, som er projektkoordinator for Selvhjælp mod ensomhed. Her vil du få mere information om forløbet og en afklaring af, om det giver mening for dig at deltage.

Lyder det som et tilbud for dig?

Så tag en uforpligtende kontakt til Jeanette.