Arbejdet i og med grupperne bygger på tre værdier og fem kerneelementer, som er defineret af
Frivilligcentrenes landsorganisation, Frise.
De tre værdier er:
• Gensidighed – ved at dele egne tanker og oplevelser samt lytte til andres, får man selv hjælp og
støtte, samtidig med at man hjælper og støtter andre.
• Ligeværdighed – alle deltagere er lige meget værd, og alle perspektiver anerkendes som lige vigtige
og behandles med samme respekt af fællesskabet.
• Medmenneskelighed – i grupperne tilbydes der hverken terapi eller behandling, men i stedet et
møde mellem mennesker, som giver støtte og fællesskab til hinanden.
De fem kerneelementer er:
• Afklaring og forventningsafstemning – inden opstart i en gruppe afklares det gennem en samtale, om det er det rigtige tilbud til den enkelte – og vi laver en gensidig forventningsafstemning for at undgå misforståelser og skuffelser.
• Frivillig deltagelse – ingen kan bede andre om skulle deltage i en gruppe, hverken myndigheder, familiemedlemmer el. lign. Al deltagelse sker med afsæt i den enkeltes ønske og motivation.
• Tryg og tillidsfuld gruppekultur – det er et fælles ansvar for gruppen, i samarbejde med igangsætteren, at skabe tryghed og fortrolighed i gruppen. Det gøres ved at overholde tavshedspligten, lytte til andre og dele ud af egne erfaringer.
• Faciliteret gruppe med fast struktur – grupperne finder sin egen faste struktur i samarbejde med igangsætteren, så der er genkendelighed fra gang til gang, og formen ikke hele tiden er til forhandling.
• Gensidig deling med mennesker der forstår – grupperne sammensættes med henblik på at opnå gode muligheder for gensidig spejling. Især i samtalegrupperne er det væsentligt, at de, som deltager i gruppen, kan føle sig forstået af de andre ved, at de bærer på lignende oplevelser eller livsomstændigheder.