Det kan simpelthen ikke passe

det kan simpelthen ikke passe

Dorte (49) havde egentligt nok at se til, men da hun erfarede, at der
ikke var AA-møder (Anonyme Alkoholikere) i kommunen, følte hun for
at gøre noget.

– Det kan simpelthen ikke passe, at der ikke findes AA-møder i en hel
kommune, da der jo også er et behov for det her! Nogle har været så
langt ude i et misbrug, og det er møderne, der får livet til at hænge
sammen. Og nogle har kun en scooter, så de kører ikke til møderne,
der er i nabokommunerne, tænkte Dorte, som tidligere selv har været i
et misbrug.

Hun skred til handling og henvendte sig til frivilligcenteret og fik med
det samme en aftale om at kunne holde møder i centeret.

Deltagerne skiftes til at være mødeleder og Dorte tager også tjansen
engang i mellem. Andre er ikke så vilde med at lede møderne, men
hjælper i stedet med at lave kaffe og vaske op eller tager en snak
med en, der måske har behov for det før eller efter møderne. Andre
bidrager ved bare at være tilstede, som er det vigtigste.

Dorte er begejstret for frivilligcenteret og kommunens måde at hjælpe
dem, som brænder for en idé.