Spillebrikken

En gruppe pædagogstuderende har sat sig et mål. De vil åbne en brætspilscafe i Ikast, og nu bliver det en realitet

MIKKEL KORSGAARD CHRISTENSEN

FORREST TIL VENSTRE SES JULIE MÜHLENFELDT MADSEN EFTERFULGT AF NELAB AMINI OG TESSA ISABELLA EMBORG. PÅ MODSATTE SIDE AF BORDET SES JOSEPHINE GERTSEN LEER FORREST I BILLEDET EFTERFULGT AF RIKKE MUNK SØRENSEN OG MARIA HOUGAARD HOLLEN. TO ØVRIGE STUDERENDE HAR VÆRET MED I PROJEKTET: MICHAEL MIKKELSEN OG MATILDE MORTENSEN VAR IKKE TIL STEDE. FOTO: MIKKEL KORSGAARD CHRISTENSEN

Ikast-Brande Efter et veloverstået møde hos Frivilligcenter Ikast-Brande er det seks smilende pædagogstuderende fra VIA-pædagoguddannelsen i Ikast, som avisen møder. Lettede, tilfredse og glade sætter de studerende sig på ny til rette for at fortælle pressen om deres projekt: En hel ny brætspilscafe for unge i Ikast-Brande Kommune, som får hjemme i Frivilligcentret i Ikast.
Rundt om bordet sidder Julie Mühlenfeldt Madsen, Nelab Amiri, Tessa Isabella Emborg. Overfor sidder Josephine Gertsen Leer, Rikke Munk Sørensen og Maria Hougaard Hollen. For bordenden står to sække fyldt med brætspil. Alt fra Hint til Matador.
De seks studerende har den seneste tid gennem et såkaldt samskabelsesprojekt på pædagoguddannelsen ideudviklet og er kommet frem til, at de ønsker at skabe et trygt, hyggeligt og omfavnende miljø for unge i Ikast-Brande. Nu er projektet klar til at blive realiseret, og brætspilscafeen åbner første gang onsdag. 5. februar.

  • Samskabelsesprojektet går ud på, at vi i samarbejde med en institution, organisation eller andet skal skabe et projekt, som kan have en værdi eller bidrage med noget positivt til en udvalgt målgruppe. Vi har kigget på os selv, og vi var forholdsvist hurtigt enige om, at Ikast-Brande mangler en brætspilscafe, forklarer Rikke Munk Sørensen om tilblivelsen af projektet.

Samvær og hygge i fokus
I de store studiebyer er brætspilscafeer et velkendt fænomen. Gruppen har i de indledende faser lavet en del research og fundet ud af, om der i en by som Ikast er en efterspørgsel efter et sted at mødes og spille brætspil.

  • Vores research viser, at det er efterspurgt. Vi har også flere gange set på de sociale medier, at unge efterspørger muligheder for at kunne mødes og spille forskellige brætspil, siger Rikke Munk Sørensen.
    Den nye brætspilscafe kommer til at køre på en forsøgsordning foreløbigt tre onsdage: 5. februar, 19. februar samt 4. marts. Initiativet vil høre under frivilligcentrets »UngeRum«, som er et tiltag, hvor unge mellem 15 og 30 år kan modtage støtte via samtaler på flere områder. Blandt andet gennem økonomisk rådgivning eller ved at få en mentorordning.
    Ved siden af Rikke Munk Sørensen sidder Josephine Gertsen Leer. Hun fortæller, at samvær og hygge skal være i fokus.
  • Det, vi ønsker med dette projekt, er, at kunne skabe et fællesskab, hvor socialt samvær og ren hygge er i fokus. Vi vil forsøge at skabe en stemning, hvor man føler, at alle er velkommen.
    Glimrende initiativ
    I den anden ende af bordet sidder Vibeke Grønskov, som er daglig leder af Frivilligcentret. Hun var ikke sen til at vende tommelfingeren opad, da de studerende henvendte sig.
  • Det er et rigtigt godt tiltag, og det vil vi fra Frivilligcentrets side gerne bakke op om. Et tiltag lavet af de unge – for de unge, og som bliver et ekstra ben under UngeRum, siger Vibeke Grønskov.

Alternativt socialt mødested
Julie Mühlenfeldt Madsen tager fat i et stykke lamineret A4-papir. Her er en grøn og blå spillebrik sat sammen. Henover står skrevet: »Spillebrikken«. Det bliver nemlig navnet på den kommende brætspilscafe.

  • Igen er det vigtigt at sige, at alle i aldersgruppen 15-30 år er velkommen. Selvfølgelig vil en 31-årig ikke blive afvist i døren, men det er denne målgruppe, vi har valgt, siger Julie Mühlenfeldt Madsen og tilføjer videre om målgruppen:
  • Vi ønsker at skabe en alternativ, social aktivitet for unge mennesker, hvor fokus ikke er på byture og alkohol. Det er jo ikke nødvendigvis noget, som tiltaler alle, så vores mål er at åbne op for et fællesskab for den gruppe af unge, forklarer hun og understreger, at alkohol naturligvis ikke er tilladt.
    Gruppen har søgt efter brætspil og har allerede fået flere private donationer.
  • Ønsker man at være frivillig, og er man over 18 år, er vi meget interesserede i at få flere med ombord, så »Spillebrikken« kan blive et permanent tilbud. Frivilligcentret udsteder gerne bevis på, at du har arbejdet som frivillig, og det ser jo godt ud på ens CV, fortæller Josephine Gertsen Leer.